Alle copyright rettigheder til ejerskab over dette dokument afståes.
Stigmatisering og Forfølgelse
(English version here - andre relaterede artikler her og her)
Se også her et eksempel på hvordan danske jusrister forsøger at bruge anmodning om mentalundersøgelse som en måde at komme udenom en sag
som evt. ikke ville have givet det foretrukne udfald hvis den blev prøvet i retten. - Og om deres modvillighed til at besvare spørgsmålet om hvorvidt der
eksisterer så meget som et eneste eksempel på at en sådan mentalundersøgelse nogensinde har konkluderet at den "undersøgte" ikke er psykisk syg.
Denne artikel begyndte som et summa af løse bemærkninger og kommentarer om (fortrinsvis dansk) psykiatrisk - og juridisk - praksis som jeg på det senere har tilføjet forskellige steder på dette website, for at samle disse bemærkninger på ét sted i en sammenhængende form, og for at få lejlighed til at tilføje yderligere overvejelser og uddybende kommentarer.
Men der findes ikke så meget som eet eneste eksempel på at en psykiatrisk mærkat nogensinde er blevet omstødt efter den er blevet appliceret.
Skulle vi virkelig antage at psykiatre er SÅ ufejlbarlige: MERE UFEJLBARLIGE END GUD?!
Det juridiske system har en indbygget appel-mulighed for at betvivle en juridisk afgørelse hvis man mener at dommerens afgørelse var forkert. Det anerkendes således at juridiske dommere er mennesker og kan begå fejl. Og naturligvis bliver juridiske afgørelser derfor også undertiden omstødt. Andet ville have være mærkeligt: I det mindste nogen fejl må have været begået, givet det blotte antal af juridiske afgørelser. Det er et simpelt statistisk forventeligt faktum. - Men når det kommer til psykiatriske doktorer's praksis, er det kun forekommet to gange i historien at en juridisk afgørelse er gået imod en psykiatrisk doktor i søgsmål om fejlbehandling, i begge hvilke tilfælde der var tale om at een doktor sagsøgte en anden doktor. Der eksisterer således absolut ingen eksempler i hvilke en "patient" har sagsøgt en psykiatrisk doktor for at betvivle en diagnose, i hvilke den juridiske domstol's afgørelse nogensinde er faldet ud i sagsøgerens favør. Ikke så meget som eet eneste eksempel på en sådan afgørelse er nogensinde forekommet. Og tilsvarende; af samtlige de klagesager mod psykiatriske læger, som Patientklagenævnet nogensinde har været forelagt, har Patientklagenævnet aldrig; ikke i så meget som eet eneste tilfælde, nogensinde givet klageren medhold.*
*Patientklagenævnet må således, ihvertfald hvad psykiatriske "patienters" klagemulighed angår, anses for en blot og bar potemkin-kulisse hvis egentlige formål ikke er at give patienter en reel ankemulighed overfor den lægelige autoritet, men derimod blot at give indtryk af at en sådan ankemulighed eksisterer, altimens nævnet reelt kategorisk og konsekvent afviser klagesagerne på samlebånd.
Skal vi tolke den 'statistik' således at ingen psykiatrisk dignose nogensine er blevet fejlagtigt appliceret? Eller er det mere sandsynligt at med hensyn til psykiatrisk autoritet er patientklagenævnet og de juridiske domstole forudindtagede og har besluttet sig for sagernes udfald på forhånd? - Skal vi tro at ud af de milliarder af diagnoser som er blevet plastret på folk i tidens løb kan IKKE SÅ MEGET SOM EEN ENESTE tænkes muligvis at være blevet fejlagtigt appliceret?! - Det har jeg særdeles vanskeligt ved at tro på (men jeg skulle selvfølgelig også antages at være sindssyg, så det kunne måske være derfor jeg vægrer mig ved at acceptere den statistik). Ikke desto mindre antyder enhver eksisterende præcedens altså at juridiske domstole hidtil konsekvent har behandlet psykiatriske diagnoser som om de anser psykiatre for at være hævet over menneskelig fejlbarlighed: Fra det øjeblik en psykiatrisk diagnose kommer ind i billedet forekommer det som om der lige pludselig slet ikke er noget behov for yderligere diskussion, idet jurister og dommere fra det øjeblik af blindt accepterer den psykiatriske autoritet, og ethvert forsøg på at så tvivl om diagnosens gyldighed afvises på forhånd som blot og bart udtryk for psykisk sygdom, som der ikke er nogen grund til at tage alvorligt. Det forekommer som om en psykiatrisk diagnose således fungerer som et slags "joker"-kort hvormed enhvilkensomhelst juridisk retssag nemt og bekvemt kan skaffes afvejen: Som om psykiatriske diagnoser på næsten 'magisk' vis får ethvert behov for yderligere juridisk diskussion af enhvilkensomhelst given sag til at forsvinde - sammen med "patienten"s grundlovssikrede ret til at få sin redegørelse hørt af en juridisk domstol (som ikke anser en "psykisk syg" persons redegørelser for at være af nogen betydning).
Der eksisterer således absolut ingen præcedens for at en psykiatrisk diagnose, medsamt det sociale stigma som følger med den, nogensinde er blevet omstødt af en juridisk domstol. Og det sandsynligvis ikke fordi beviserne ikke har været gode eller mangfoldige nok, men snarere fordi de juridiske anklagere såvel som de juridiske forsvarere, samt de juridiske dommere, og enddog juryerne, har været forudindtagede og havde besluttet sig for sagernes udfald allerede før disse sager var begyndt. Så en person som er blevet brændemærket med en psykiatrisk diagnose må altså se det faktum i øjnene at hans eller hendes "odds" for nogensinde at blive renset for det stigma som en psykiatrisk diagnose er, via den legitime fremgangsmåde at føre sin sag ved en juridisk domstol, i betragtning af statistikken baseret på præcedens for sådanne sager, er nøjagtigt nul. Bortset, måske, fra i tilfælde af sådanne begivenheder som at der udbryder krig. - Så kynisk betragtet; hvilken præstation er mere sandsynlig; at vinde en forudbestemt retssag mod alle odds, eller at formå at starte en krig? - Lad blot være sagt at jeg ikke ville gide spilde min indsats på retssagen.
Domstolenes utilbøjelighed til idetheletaget at overveje muligheden af at betvivle gyldigheden af en psykiatrisk diagnose kan måske antages at skyldes at hvis de gjorde det ville det være ensbetydende med ikke blot et ubelejligt eksempel på at den psykiatriske autoritet i en bestemt sag ikke havde levet op til den tillid som det officielle samfund har betroet dem med - men det ville på en meget mere fundamental og katastrofal måde demonstrere den psykiatriske autoritets principielle fejlbarlighed hvorpå enhvilkensomhelst juridisk dommer blindt må have baseret hvem-ved-hvor-mange afgørelser, om hvilke afgørelsers justifikation der da ville være tvivl. Hvilket fakum kunne nøde de juridiske dommere til at erkende at mange af deres afgørelser sandsynligvis har været fejlagtige og uretfærdige, muligvis med det resultat til følge at have ødelagt mange mange menneskers liv. Og DEN erkendelse er de juridiske dommere måske af meget menneskelige og psykologisk forståelige grunde særdeles modvillige til at risikere at måtte se i øjnene.
Af nylig erfaring (se min kommentar til det juridiske sagsforløb) synes endvidere idetmindste antydet at jurister kan finde på at bruge det at anmode om "mentalundersøgelse" - antageligvis vel vidende at der næppe eksisterer nogen mulighed eller præcedens for at en mentalundersøgelse nogensinde har returneret en mentalerklæring som ikke konkluderede at tiltalte var psykisk syg - som en slags "joker-kort" som de kan smide ind i en retssag som en bekvem måde at omgå retsproceduren for derved undgå at få prøvet en sag ved retten, som der f.eks. ellers ville være for stor sandsynlighed for at de ville tabe, eller hvad motivationen i andre tilfælde kunne tænkes at være.
Vil man så antage at diagnosen på en eller anden måde har "foregrebet" symptomerne
(Også selv om det er nogen helt andre symptomer end dem som diagnosen beskrev)?
- Eller ville man snarere mistænke at diagnosen faktisk FORÅRSAGEDE problemerne?
Det mest skræmmende ved dansk psykiatrisk diagnostisk praksis er at der i faktisk praksis ikke skal mere til end at en psykiater ikke bryder sig om eens påklædning eller den sociolekt man taler eller en eller anden opfattelse eller mening man har, for at få den pågældende psykiater til at beslutte sig for at der er "noget galt" med een og begynde at tolke hvert eneste aspekt af hvad man siger og gør indenfor en diagnostisk begrebsramme. - Hvis en person forbryder sig mod samfundets officielt etablerede love er det strafbart med for eksempel at skulle betale et bestemt pengebeløb eller at blive spærret inde i et bestemt tidsrum. Det er rationelle sanktioner. Men det lader til at sådanne uskrevne og ikke officielle "fortrædelser" såsom at gå i det forkerte tøj eller at tale på en måde som en psykiater ikke bryder sig om er potentielt strafbart med vanære og offentlig ydmygelse og i praksis at blive udstødt af samfundet på livstid. Det er ikke rationelt. Hvoraf kommer denne vanvittige disproportionalitet?! - Jeg selv oplevede ikke noget paranormalt* før ENW situationen nævnt på index-siden, hvilket var efter jeg havde fået diagnosen plastret på mig. Hvilket faktum selvfølgelig nøder spørgsmålet om hvorvidt den psykiatriske mærkat på en eller anden måde "foregreb" problemet (omend symptomatologien var en helt anden end den beskrev), eller om den tværtimod forårsagede problemet.
*Javist, ved den blotte nævnelse af ordet "paranormalt" er det her jeg forventer at du kategorisk afviser hele min argumentation. Nuvel, 'beklager at jeg var nødt til at nævne det. Men det ligger nu engang sådan at der foregår paranormale ting og sager, og kun ved at være villige til at acceptere og addressere den kendsgerning som den er, uden behov for at at eufemisere om det i metaforiske termer kan vi gøre os håb om at udvikle begrebslige modeller; videnskabelige eller andet, egnede til at håndtere denne fænomenologi. Simpelthen at affeje enhver som vover at nævne forekomsten af hvadsomhelst som de etablerede videnskaber endnu ikke har adækvate begrebslige og teoretiske modeller til at håndtere, som "psykisk syge", forklarer ikke fænomenet - det bortforklarer det kun. Og det er der absolut ikke nogetsomhelst videnskabeligt ved. Med det nævnt ved jeg af erfaring at det måske så er tilrådeligt af mig at påpege at dette blot er en fodnote og at dette er IKKE ellers det hovedsagelige emne for dette dokument: Jeg beder dig overveje argumentationen på denne side på dens egne præmisser og tage stilling til den baseret på argumenterne.
Den diagnose var forresten baseret på en yderst tvivlsomme metodisk praksis - for nu at sige det mildt:
En hukommelses-test blev afbrudt, omend psykolog Lise Møller, som havde foretaget testen, slet ikke nævnte afbrydelsen i sin rapport, med så meget som et eneste ord; hun rapporterede kun det forudsigelige 'under middel' udfald som var forventeligt i betragning af forstyrrelsen, som hun imidlertid undlod at nævne.
Dertil kommer at psykiater Munthe Suenson, som interviewede mig, ventede en hel uge med at skrive rapporten om interviewet (baseret udelukkende på hans hukommelse, ifølge hans eget udsagn); hvori alt hvad jeg havde sagt til ham i interviewet var gengivet systematisk fordrejet - såsom for eksempel svar der blev præsenteret i kontekst af nogen helt andre spørgsmål end dem de havde været svar til, eller spørgsmåls-besvarelser som blev præsenteret som om det var ting jeg bare sådan lige pludselig havde sagt uden nogensomhelst grund og udenfor enhver kontekst. Forvanskningerne af mine udsagn i Munthe Suenson's rapport om min samtale med ham var ydermere så hyppige og af en sådan karakter at jeg umuligt kan forklare dem som udtryk for at han kunne have "husket forkert" mht. hvad jeg havde sagt i interviewet; hvilket med andre ord vil sige at jeg ikke kan se nogen anden forklaring på den hyppighed og karakter hvormed mine udsagn var forvansket, end at Munthe Suenson forekom bevidst og med fuldt overlæg at have forvansket mine udsagn med henblik på kunstigt at tilvejebringe et resultat som svarede til den diagnose han tilsyneladend på forhånd havde besluttet sig for.
Hvis psykiske symptomer forekom EFTER at en person er blevet brændemærket med en psykiatrisk diagnose, Vil man så antage at diagnosen på en eller anden måde har "foregrebet" symptomerne (Også selv om det er nogen helt andre symptomer end dem som diagnosen beskrev)? - Eller ville man snarere mistænke at diagnosen faktisk FORÅRSAGEDE problemerne? - Kunne det virkelig være muligt? Lad os nu se: Har traumatiske og personligt katastrofale begivenheder været kendt for at kunne udløse psykiske forstyrrelser? Og ville du mene at det at blive brændemærket med det stigma som en psykiatrisk diagnose er måske kunne anses for en "traumatisk og personligt katastrofal begivenhed"?.. - Og endvidere; har længerevarende og konstant stress ligeledes været kendt for at kunne resultere i psykiske forstyrrelser? -Og ville du antage at det måske kunne være en situation af "konstant og vedvarende stress" enten hele tiden at være nødt til at undgå diverse emner for at folk ikke skal finde ud af diagnosen eller leve i et miljø i hvilket (i alle sådanne situationer* hvor de om enhver anden, for hvem de ikke er primede med en "sygdoms"-fortolkningsmodel, blot ville trække på skuldrene og konstatere at de ikke lige kunne se pointen med hvad det så er den anden person siger eller gør - hvorimod når det drejede sig om dig) konsekvent være tilbøjelige til at fortolke hvadsomhelst du siger og gør som et udtryk for hvad der "er galt med dig"? Ville du formode at det måske kunne være stressbetonet på en "længerevarende og konstant" basis? - Den diagnostiske- eller "sygdoms"- referenceramme er ikke just en hjælp: Om noget gør det at omgive personen med sådanne sproglige og sociale betingelser tingene værre!** - Men who cares... Bortset lige fra de som sådanne mærkater er blevet appliceret på - men dem kan man selvfølgelig ikke tage alvorligt: Det står der jo selv på mærkaten! *Hvilket, som demonstreret af ikke mindst Franz From's studie af oplevelsen af andres adfærd, nødvendigvis må være temmelig ofte - i hvilke observatøren ikke umiddelbart kan komme på en adækvat fortolkningsmodel for den perciperede adfærd.
**Specielt hvis en eller anden nar-røv plager dig på internettet og i dit lokale nabolag og bevidst pirker til din traumatologi.
'Gad vidst hvor mange andre mennesker de to; Munthe Suenson og Lise Møller, bevidst og med fuldt overlæg, har set til det aldrig kommer til at producere afkom... Ifald du også er blevet brændemærket med en eller anden psykiatrisk mærkat, kan du måske komme i tanke om en eller anden diagnose-snedker i særdeleshed som har frarøvet DIG dine muligheder i livet, og DINE børn og børnebørn deres liv?
En psykolog ved KAS Ballerup; Poul Schønbeck, stillede mig engang det spørgsmål hvad jeg godt kunne tænke mig at gøre med mit liv. Jeg svarede at jeg bare ville falde til; finde mig et job, få kone og børn, osv. Hans reaktion var det der "uh-oh" udtryk i ansigtet, og svarede at jeg "måske skulle overveje at det måske ikke er alle mennesker som skal have børn, og jeg måske skulle overveje at få en hund eller en kat istedet".* Den reaktion demonstrerer ihvertfald een ting; nemlig at han var fuldstændig klar over det faktum at det sociale stigma som følger af en psykiatrisk diagnose aktivt forhindrer den person som er blevet mærket med den i at producere afkom. Og hvis den psykolog er vidende om den kendsgerning er jeg ret sikker på at det er de psykiatre som udskriver diagnoserne også. - Andre iagttagelser fra min tid på KAS Ballerup antyder at ikke blot er den kendsgerning velkendt, at det sociale stigma som følger med en psykiatrisk diagnose forhindrer reproduktion, men at personalet på de psykiatriske institutioner endog søger at fremme den specifikke virkning: Jeg har således iagttaget at teknikker til paranoid- eller fobisk induktion (se indexet) er blevet brugt bevidst af personalet, for at forhindre mænd og kvinder i at interagere med hinanden; i et tilfælde, f.eks., reagerede et stabs-person på at en mandlig og en kvindelig patient stod for nær ved hinanden, med et kraftigt advarsels-råb og en bemærkning om "risikoen for spontan selvantændelse". Og det er langt fra det eneste tilfælde jeg har set, hvor psykiatrisk personale aktivt har forhindret interaktion mellem mandlige og kvindelige patienter, eller gøre brug af psykologisk manipulation rettet mod at manipulere patienternes reproduktions-refleks på et emotionelt og motivationelt niveau: Et andet eksemper er den gan da personalet (altimens de som nævnt iøvrigt håndhævede en 'ingen-romantik' politik) undtagelsesvist tillod en bestemt nyankommen mandlig patient af den der høje, muskuløse, "fitness" kropstype som bruges i TV-reklamer, åbenlyst romantisere med en bestemt kvindelig patient (tiltrækkende, men jeg mistænker at grunden var at de anså hende for problematisk fordi hun var intelligent og havde sin egen mening, så de ville gøre hende upopulær) midt iblandt alle andre på afdelingen, der som beskrevet ellers blev aktivt forhindret i at interagere romantisk med hinanden.
* Personligt synes jeg det kunne være intenst interessant at høre Poul Schønbeck forklare helt præcis hvilke mennesker der så er, som efter Poul Schønbeck's mening "måske ikke skulle have børn". Ville Poul Schønbeck for eksempel inkludere nogen bestemte af hans egne familiemedlemmer i den kategori af mennesker hvis afkom Poul Schønbeck altså åbenbart mener verden ville være et bedre sted foruden?.. Her er et tankeeksperiment: Sæt nu jeg skar halsene over på Poul Schønbeck's børn, MEN GAV HAM EN PEKINGESER ISTEDET, ville man så ikke mene at det var rimelig nok kompensation? Overvej det lige engang: En pegingeser! Hallå. Det er jo et par tusind kroner! Og han skulle jo også passe den; fodre den og gå tur med den hver dag, osv. Så er det ikke nærmest det samme?! ... Endvidere ville jeg også gerne høre om Poul Schønbeck, idet han gjorde den bemærkning, gav udtryk for en formel eller uformel politik hos KAS Ballerup eller det psykiatriske system i Danmark i almindelighed? (Det ville forklare nogen af de reaktioner fra nogen stabs-medlemmer's side, på tilnærmelser mellem mandlige og kvindelige patienter derude). Og i så fald om der tages nogen bestemte forholdsregler-, og hvilke forholdsregler det så er-, med henblik på aktivt at håndhæve en sådan politik? - Bortset, naturligvis, fra at påhæfte folk med diagnoser som garanterer at gøre det yders vanskeligt for dem at blive socialt accepteret og komme ind på arbejdsmarkedet og andre af den slags småting som på bundlinjen naturligvis gør det at finde en romantisk partner vanskeligt.
Uanset hvad man kalder sit politiske system.
Disse tilfælde synes at antyde at de psykiatriske institutioner faktisk aktivt bedriver hvad man næppe kan betegne anderledes end ved udtrykket eugenetisk "udrenskning", ved ikke blot aktivt at forhindre patienter i at interagere romantisk mens de befinder sig på institutions-området; men ved ydermere at forsøge at fremkalde specifikke varige psykiske traumer hos patienterne med henblik på at skade disses reproduktions-refleks således at reproduktiv adfærd besværes eller umuliggøres. Ydermere synes disse forsøg at blive fulgt op af medicinal- og diagnose-industrien's lejlighedsvise medie-kampagner, som bortset fra hvad der forekommer at være deres primære mål; at reklamere for specifikke medikamenter og de diagnoser de sælges sammen med, typisk også gør nogen ulejlighed ud af at promovere et naivt og overforsimplet syn på det "syndrom" de sælger, som udelukkende og entydigt grundet i genetiske "defekter". Hvilke promoveringer ofte forekommer mere eller mindre simultant med medie-promoveringer af et tilsvarende naivt og overforsimplet syn på naturlig udvælgelse ("naiv-darwinisme") som om det simpelthen var en process med at fravælge "fejlene", til at fraskynde romantisk engagement med "fejl-behæftede" personer. Det at blive påhæftet en psykiatrisk diagnose er så socialt ødelæggende og så romantisk afskrækkende som havde den ansvarlige psykiater vansiret eens ansigt; eller hvad det "anti-reproduktive" aspekt angår eens barns ansigt, med saltsyre. Har du nogensinde set hvad saltsyre kan gøre ved et barns ansigt? Hvad det betyder psykisk og socialt for det barn resten af dets liv? Det er ikke et kønt syn.
Skiftende teorier og metoder for psyken og sjælesørge i bred forstand; ligefra middelalderkirkens etik til nutidens diagnose-mani, har hidtil haft en påfaldende tilbøjelighed for at implicere en mulighed for (og villighed til) at lade sig bruge som en slet skjult metode til at ydmyge den eller de personer den omhandler, og forsøge at aftvinge dem underkastelse i form af enelleranden form for rituel bodshandling. Middelalder-kirkens jargon italesatte således det "syndige" som det officielle samfund ikke brød sig om, som noget man kunne se ned på som noget "lavere", og det at synde som en slags "nederlag"; hvorved man var "faldet" i "kampen" mod synden. - Og hvadend det var Sigmund Freud's hensigt eller ej kom hans teori for eftertiden hovedsageligt til at fungere som basis for den trend at psykoanalytikere oa. "eksperter" i årtier kunne fremkomme med insinuationer om incestoide tilbøjeligheder til højre og venstre om de således "analyserede" og disses forældre, som deres ofre værs'go havde at "erkende" for ellers var det "fortrængning" og man var "blokeret". Og igennem de seneste årtier har det så været diagnose-industrien i uhellig alliance med de kommercielle mediers ivrige promovering af en pop-videnskabeligt overforsimplet "vulgærdarwinisme" ifølge hvilken übermensch-teori biologiens åbenbart eneste princip er at frasortere "tabere".* - Som en tråd gennem middelalder-kirkens etik, 70ernes og 80ernes Freudianske psyko- og literatur-analyse, og senere den vulgærdarwinistiske myte som diagnose-industrien og det kommercielle marked har promoveret i de seneste årtier, går det fællestræk at "synderen", "analysanden", "afvigeren", "patienten" implicit forsøges indgivet en følelse af SKAM (af at være udenfor, forkert, unormal, underlegen, svag, en taber, ikke at slå til) og forøges aftvunget underkastelse i form af en eller anden rituel bodshandling: I middelalderkirken skriftemål; hos psykoanalytikeren "erkendelse" af "barndomstraumer" som almindeligvis aldrig er forekommet ivirkeligheden - og i det psykiatriske system "sygdomserkendelse", som det hedder (dvs. at "patienten" forlanges at underkaste sig den referenceramme hvorved hans/hendes virkelighedsopfattelse italesættes som en "sygdom") og forpligten sig på at aftage eteller andet farmakologisk produkt (at "medicinen" almindeligvis er relativt virkningsløs overfor selve problemet er egentlig uvæsenligt, for dens egentlige funktion er at være et rituelt eller symbolsk tegn på "patientens" underkastelse). Savner psykiatri og "kliniske psykologi" videnskabeligt metodisk og grundlagsmæssig berettigelse skyldes dette fags funktion således egentlig slet ikke er af videnskabelig art, men derimod egentlig primært er at tjene en samfundsfunktion til at dække et tilsyneladende behov for at få afløb for en hang til at ydmyge og nedgøre en eller anden kollektiv syndebuk.
*Hvilket for forbrugernes vedkommende tydeligvis vil sige den slags som ikke kan (indse det livsnødvendige i at) holde trit med det kommercielle markeds konstante "udvikling" af nye standarder som konstant fordrer investering i "opdatering" til nye typer flasker til de samme gamle vine, eller i at bruge uanede resourcer på fitness og hud- og hårplejeprodukter (kvindelig adfærd per se) så man kan være en "rigtig mand" og tilegne sig (!) en helt og aldeles unaturlig kropsbygning som ifølge myten vidner om "gode gener" (hvilket ifølge samme vulgærdarwinistiske myte således åbenbart er noget som naturen har en forud-defineret facit-liste på, og som tilfældigvis heldigvis peger entydigt heniod den let kontrollable borger og den "gode forbruger".
Man kunne måske, i tråd med just nævnte naiv-darwinisme, tilsvarende mistænke at den mentalitet som gør at nogen vælger den slags arbejde, (som, bortset fra at sælge psykoaktive stoffer, naturligvis, tilsigter at sikre at klientellet ikke har en chance for social fremdrift eller romantik eller reproduktion) kunne tænkes at skyldes en eller anden hormonal forstyrrelse og således altså være genetisk betinget.. Det skulle ikke være så vanskeligt at "bevise": Man kunne bare bruge den der "twin studies" metode som er så populær hver gang medicinalindustrien har opfundet et eller andet nyt "syndrom". Jeg skulle mene metoden består i at frasortere "falsk negative" indtil statistikken viser den ønskede fordeling. Og så skal det bare gives en eller anden fængende betegnelse, såsom "Compulsive Labelling Disorder": CLD. Og tada! Et stk. medicinsk syndrom (aldeles medicin-krævende, naturligvis) klar til at blive markedsført.
Jeg behøver vel næppe påpege præcist hvilken slags samfund og hvilke historiske begivenheder disse trends; forfølgelse af ikke-konforme, autoritativ eugenetik, og institutionaliserede udrensninger, associerer til. Og hvis man har behov for at få tydeliggjort karakteren af den slags selvopfyldende stigmatisering og nazistoid forfølgelse, kan man bare overveje disse imginære eksempler på en tilsvarende slags forfølgelses-kampagne, bare den anden vej rundt; og bare forestille sig hvordan det ville være hvis f.eks "informations"-flyveblade som DE HER blev klæbet op på døre til skoler, daginstitutioner, og arbejdspladser, og distribueret i busser og toge over det hele. (Ikke at jeg opfordrer nogen til at lave udprintninger af disse fiktive flyveblade - de er bare et skræmme-eksempel):
Eller, som en parallel til stigmatiseringens implicit afskrækkende virkning på arbejdspladser og institutioner:
Forestil dig hvordan det ville være hvis sådan nogen flyveblade blev distribueret overalt.* Skræmmende tanke, hva'? Men faktisk er den slags selvopfyldende stigmatisering i princippet den samme som den som er implicit i de regelmæssigt tilbagevendende promoveringer af hvilketsomhelst nyt- eller eksisterende "syndrom" diagnose- og medicinal-industrien forsøger at hverve kunder til. 'Minder måske om noget fra engang i trediverne. Bare for at gøre parallellen helt tydelig.
*Med hensyn til det at der måske var en som mente det uansvarligt af mig at gøre disse helt og aldeles fiktive eksempler fuldstændig offenligt tilgængelige så alle og enhver i princippet bare kan højre-klikke og vælge "gem billede.." og så udprinte hundredevis af dem og distribuere dem overalt, uden at nogen ville kunne vide hvem det var: Jeg har jo helt tydeligt skrevet at de bare er et skræmme-eksempel, hvilket jeg ikke tror nogen kan have overset. Men hvis nogen har lyst til at begynde at udse sig tilfældigt udvalgte navne fra Dansk Psykiatrisk Selskab's hjemmeside, f.eks., og finde ud af hvilke skoler og børnehaver og arbejdspladser deres børn er på, og så gå ud og foranstalte syreangreb mod de steder eller springe dem i luften med noget i retning af brintoverilte og natron (hvis man skal tro CNN, BBC, oa. kommercielle nyhedskanaler - mærkaten på den 10% flaske jeg har advarer dog mod salpetersyre eller svovlsyre; men jeg ved det ikke, jeg er ikke kemiker), eller noget i den retning, så er der altså ikke så meget jeg kan gøre ved det. Jeg kan bare sige at den slags aktioner kan jeg altså ikke udtrykke sympati for.
Det er en af retssystemets primære funktioner og formål at opretholde fred og stabilitet i samfundet. Ikke blot ved at sikre at samfundets love overholdes, men mere fundamentalt ved at sikre befolkningens tillid ved at opretholde RETFÆRDIGHED: Til gengæld for at have frataget den enkelte borger's ret til at hævne fortrædelser begåede imod sig, må samfundet på sin side garantere at hvis sådanne fortrædelser begåes mod ham eller hende vil samfundet retsforfølge og straffe den eller de skyldige på borgerens vegne. Hvis samfundet regelmæssigt forsømmer at leve op til den garanti mister befolkningen sin tillid til og respekt for lovene og deres administration, og vil ikke længere være motiverede for at følge dem, og folk vil ikke have andet valg end at søge retfærdighed på egen hånd, idet de ikke længere kan have tillid til at de rette af samfundets institutioner vil gøre det for dem. Kort sagt; når de af samfundets institutioner hvis opgave det er at forvalte og håndhæve lovene bliver korrupte og regelmæssigt forsømmer at levere retfærdighed, begynder samfundet dermed at synke ned i anarki idet befolkningen mister sin tiltro til lovene.
Og at forsømme at levere retfærdighed er lige præcis hvad det juridiske system gør når det konsekvent behandler en bestemt gruppe af autoritative myndighedspersoner som om de var ufejlbarlige i de juridiske domstoles øjne, og kategorisk afviser den blotte mulighed af at betvivle deres afgørelser, og ligeså konsekvent behandler en anden gruppe borgere (nemlig den gruppe mennesker som de førnævnte autoritative myndighedspersoner's afgørelser handler om) som om den grundlovssikrede ret ikke gælder dem; at de kan præsentere en perciperet fortrædelse mod dem for en juridisk domstol, og få deres søgsmål hørt og taget i betragtning, rationelt og upartisk, af retten.
Alle copyright rettigheder til ejerskab over dette dokument afståes.